Det kan du læse om
En fransk altan er ofte det optimale valg, når det ikke byggeteknisk er muligt at montere en traditionel altan. Det kan f.eks. være i stuelejligheder eller ved indhak i hjørner, hvor der ofte kun gives tilladelse til franske altaner. Det samme gør sig gældende i tilfælde, hvor der er under otte meter til modstående bygning.
Franske altaner er særligt populære i københavnske lejligheder.

Ønsker du gratis rådgivning til altanprojektet og tre tilbud på fransk altan, anbefaler vi, at du udfylder formularen hos vores samarbejdspartner 3byggetilbud.dk.
Du får tre forskellige tilbud fra tre forskellige altanfirmaer. Gratis, uforpligtende og med hurtigt svar.
- Hurtigt svar og med gratis rådgivning til altanprojektet
- Tilbud til både private og foreninger – i hele Danmark
- 3byggetilbud har 4,6 stjerner på Trustpilot og over 400.000 udførte byggeopgaver
Hvad koster en fransk altan?
En fransk altan koster typisk mellem 50-70.000 kr. Altandøren vil i sig selv typisk koste 10-15.000 kr. afhængigt af antal fag, mens resten af udgifter vil gå til montering, projektering mv.
Som tommelfingerregel koster en fransk altan kun en tredjedel af prisen på en traditionel altan. Den lavere pris skyldes bl.a., at en fransk altan ikke skal bære en altanbund, hvorfor det ikke er nødvendigt med særlige indgreb i murværket og ingeniørberegninger.
Den endelige pris på en fransk altan afhænger dog i høj grad af, hvor mange franske altaner der monteres i samme altanprojekt. Det skyldes, at der er en række faste udgifter, som kan fordeles ud over flere boligejere, jo flere altaner der monteres.
Hvad er en fransk altan, og hvad er fordelene?

En fransk altan er en dørhøj åbning uden vandret afsats eller altanplade, man kan træde ud på. Udenpå åbningen er der monteret et rækværk.
Franske altaner er særligt populære i lejligheder, da de giver et godt lysindfald og forbedrer indeklimaet. Samtidig kan franske altaner monteres i de fleste lejligheder, fordi de ikke fører til reduktion af underboens dagslys.
Der er en lang række fordele ved en fransk altan, som kan gøre den til det ideelle valg for dig:
- En økonomisk løsning: En fransk altan koster typisk kun en tredjedel af en traditionel altan, hvilket gør den til en økonomisk løsning for dig, der stadig ønsker lys, luft og et godt indeklima.
- Kan monteres i de fleste lejligheder: Der gælder en række regler for montering af altaner i lejlighedskomplekser. Det gælder fx 10%-reglen, som betyder, at altanen ikke må reducere underboens dagslys med mere end 10 procent (BR18 §379 – §381). Da en fransk altan ikke har nævneværdig længde, kan den monteres i de fleste lejligheder.
- Bedre lysindfald, luft og indeklima: Den franske altan er særligt populær i soveværelser i lejligheder, da den giver bedre lysindfald, luft og indeklima.
- Værdistigning af boligen: En fransk altan er som regel en god investering, som mere end tjener sig selv hjem, da den fører til en værdistigning af boligen ved evt. salg.
Hvilke modeller fås franske altaner i?
Når man skal have monteret en fransk altan, skal man foretage en række valg. Dels skal man vælge en altandør. Hvilken altandør man vælger, vil i høj grad afhænge af, hvad der kan lade sig gøre: i nogle tilfælde vil der kun være plads til en 1-fagsdør, mens der i andre tilfælde vil være plads til en 2-fagsdør eller sågar 3-fagsdør.
Derudover skal man vælge rækværk/værn for den franske altan: her kan man vælge stålværn i gitter eller glasværn. Man kan desuden supplere værnet med trægelænder.
Kræver fransk altan byggetilladelse?
Ja, man vil som regel skulle søge om byggetilladelse, inden man monterer en fransk altan. De specifikke regler varierer dog fra kommune til kommune, så det er en god idé at kontakte din kommunes tekniske forvaltning, inden du går i gang.
De fleste altanfirmaer har både ingeniør og arkitekt tilkoblet, som vil søge byggetilladelse hos kommunen på dine vegne.
Skal jeg vælge spansk, fransk eller traditionel altan?
Valget mellem en spansk, fransk eller traditionel altan afhænger i høj grad af, hvad der lovgivningsmæssigt og byggeteknik er muligt. Man skal nemlig overholde 10%-reglen (BR18 §379 – §381), som betyder, at altanen ikke må reducere underboens dagslys med mere end 10 procent.
I etageejendomme er det således langt fra altid muligt at etablere en traditionel altan, da altanen i mange tilfælde vil reducere underboens dagslys med mere end 10 procent. Tilsvarende er det heller ikke altid muligt at etablere en spansk altan, da den har en lille afsats.
Hvilke regler gælder der for ny fransk altan?
Bygningsreglementet samt andre love stiller en række lovkrav til franske altaner:
- Altaner og tagterrasser må ikke skabe væsentlige indbliksgener i forhold til andre bygninger (BR18 §188). Det betyder i praksis, at altanen ikke må give væsentlige indbliksgener for anden bebyggelse på grunden og på nabogrunde. Indbliksgener beror dog på en konkret vurdering.
- Altandøre skal have en fri passagebredde på minimum 77cm (BR18 §52 og §53).
- Der skal etableres niveaufri adgang til altaner, hvor der er direkte adgang fra bolig eller opholdsareal – dørtrin må maksimalt være 2,5 cm højt (BR18 §51 og §53).
- Nye døre og vinduer skal overholde gældende krav om isolering (BR18 §258).
- Værn skal minimum være 100 cm høje og skal udformes, så det er svært for børn at klatre op på dem. Afstanden mellem lodrette tremmer må maximalt være 89mm fra midte til midte. Desuden bør altaner udføres med værnet udført således, at flasker og andre genstande ikke kan være årsag til personskader (BR18 §58 – §60).
- Altaner må af hensyn til brand og redningsveje ikke gå ind foran en trappeopgangs brandsektion (BR18 §126 – §133).
- Da en stor altan kan reducere dagslyset for en underbo betragteligt, skal nye altaner dimensioneres og placeres ud fra, at den ikke må reducere underboens dagslys med mere end 10 procent (BR18 §379 – §381). Denne regel er ikke relevant for franske altaner.
- Altaner skal konstrueres i henhold til gældende normer (BR18 §340 – §357).
- Alle altaner der rager ud over et vejareal skal placeres min. 2,8 m over fortov og min. 1,5 m fra kørebanekant / cykelsti. Alle altaner der rager ud over et vejareal med kørebaneareal langs bygningen skal placeres min. 4,2 m over terræn (Lov om offentlige veje mv. §86 stk. 2). Ikke relevant for franske altaner.
Vi har fået at vide at man ikke kan etablere en fransk altan, hvis der er mindre end 2,5 m til skel i en gavl. Er det korrekt?
Hej Tine
Jeg mener ikke umiddelbart at Bygningsreglementet specificerer nogen minimumsafstand mellem den franske altan og gavlen, men jeg vil anbefale, at I får dette bekræftet af altanfirmaet.
At der måtte være byggetekniske forhold som gør det mere hensigtsmæssigt at have en mimimumsafstand på 2,5 meter mellem gavl og altan kan meget vel være korrekt, men det afhænger af den konkrete sag.
Generelt anbefaler jeg derfor, at I får et altanfirma til at vurdere jeres byggetekniske muligheder og begrænsninger for etablering af ny altan.
Bh Tagtjekker.dk
Hej og tak for en god hjemmeside og brugbare gennemgang af altanprojekter.
Vi vil gerne have lavet udgang fra vores stuelejlighed til vores gård, ved at omdanne et vindue i køkkenet til en dør. Vi vil ikke installere en trappe i samme forbindelse, da det vil være omstændigt ift. at der ikke er langt ned, og vi sagtens bare kan hoppe – og fordi det vil kræve byggetilladelse og ikke nødvendigvis godkendes af vores gårdlaug. Vi har fået afvide fra kommunen, at en dør ikke kræver forudgående byggetilladelse, og der er ingen problemer ift. ejerforeningens vedtægter.
Er der, efter jeres vidende, nogen problemer med den ide? Er der fx krav til et gitter, rent sikkerhedsmæssigt?
På forhånd tak.
Mvh Ida
Hej Ida
Jeg må desværre være dig svar skyldig, men jeg vil mene, at eventuelle krav til niveauspring i en bygning vil være reguleret af https://bygningsreglementet.dk/ . Du kan læse dig frem, og se om du finder regler som eventuelt umuliggør idéen. Vil I være helt sikre på hvilke krav projektet vil være omfattet af, bør I overveje at få rådgivning af en byggesagkyndig.
Bh Tagtjekker.dk
Hej
Er det tilladt at opsætte en fransk altan i træ? Der blot er hæftet med 4 skruer?
Hej Mikkel
En fransk altan skal være robust og sikker, og den skal overholde bygningsreglementets krav til konstruktion og sikkerhed. Det inkluderer bl.a., at værnet skal kunne modstå bestemte belastninger, hvilket sandsynligvis kræver en mere solid fastgørelse og materialevalg end blot fire skruer i træ.
Jeg vil anbefale, at du rådfører dig med en bygningssagkyndig eller et altanfirma for at sikre, at din løsning er i overensstemmelse med gældende regler. Den franske altan skal for øvrigt også godkendes ved kommunen som byggetilladelse, inden I går i gang.
God arbejdslyst 🙂
Bh Tagrenovering.dk