Det kan du læse om
- 1 Når et asbesttag koster en tredjedel af boligens værdi
- 2 Regeringen vil lempe reglerne for asbesttage
- 3 Hvad må private boligejere selv i dag?
- 4 Oversigt: Gældende regler og foreslåede ændringer
- 5 Hvornår træder de nye regler i kraft?
- 6 Her er, hvad vi fortsat mangler svar på
- 7 Tidslinje: Sådan har reglerne for asbestsanering ændret sig
- 8 Hvad er de nuværende regler for asbest?
Den nye regering vil gøre det lettere for private boligejere selv at fjerne asbesttage. Forslaget er en del af det nye regeringsgrundlag og kan blive en markant ændring af de regler, der siden 1. januar 2025 har krævet, at nedrivning af asbest som udgangspunkt udføres af en autoriseret virksomhed.
Forslagene er endnu ikke blevet til lov, og flere centrale spørgsmål er fortsat uafklarede. Men hvis de gennemføres, kan de få stor betydning for de anslået 385.000 danske boliger med asbesttag.
Her på siden følger vi udviklingen og samler de gældende regler, de politiske forslag og de spørgsmål, vi stadig mangler svar på.
Status pr. 7. juni 2026: De nye regler er ikke trådt i kraft. Private må som udgangspunkt stadig ikke selv fjerne et helt asbesttag. Regeringen har lagt op til lempelser, men der er endnu ikke fremlagt en konkret model.
Når et asbesttag koster en tredjedel af boligens værdi
Asbestreglerne rammer ikke alle boligejere ens. Formålet med reglerne er at beskytte helbred og nærmiljø, men ifølge DI Byggeri kan udskiftning af et asbesttag på et hus på 130 m² i gennemsnit koste omkring 325.000 kr.
Det beløb rammer meget forskelligt afhængigt af, hvor i landet boligen ligger. I kommuner med lave boligpriser kan en tagudskiftning udgøre mere end 30 pct. af den gennemsnitlige boligpris, mens samme udgift fylder langt mindre i områder med høje boligværdier.
Det er den skævhed, der har gjort asbestreglerne til et politisk spørgsmål. Reglerne skal beskytte mod farligt asbeststøv, men de kan samtidig gøre det vanskeligere for boligejere i dele af landet at få udskiftet deres tag – eller få solgt deres bolig.

Regeringen vil lempe reglerne for asbesttage
I regeringsgrundlaget lægger den nye regering op til, at flere boligejere skal have mulighed for at udskifte asbesttage. Det fremgår under afsnittet om “Et lokalt, stærkt velfærdssamfund i by og på land”:
Med henblik på, at flere reelt får mulighed for at kunne udskifte asbesttage, skal det bl.a. gøres lettere for privatpersoner selv at udføre arbejdet, så længe det sker på en sundhedsmæssigt forsvarlig måde. Herunder fjernes afgiften på deponi af asbest for private, og det undersøges, hvordan ordningen med statsgaranterede lån kan udvides til at omfatte udskiftning af asbesttage.
Hvad må private boligejere selv i dag?
Siden d. 1. januar 2025 har private boligejere kun selv måtte udføre asbestarbejde i meget begrænset omfang. Et helt asbesttag må derfor kun nedtages af en virksomhed, der er autoriseret til asbestsanering.
Ifølge Arbejdstilsynet må private kun selv udføre “kortvarigt nedrivningsarbejde af mindre karakter”, for eksempel nedtagning af enkelte asbestholdige tagplader eller enkelte fliser med asbestholdig fliseklæb. Undtagelsen gælder altså ikke nedtagning af et helt asbesttag.
Konkret giver Arbejdstilsynet følgende eksempler:
- 4-6 tagplader ved ét tagvindue må gerne udføres af private boligejere selv
- 8-12 plader ved to tagvinduer er ifølge myndighedens eksempel ikke længere “kortvarigt og af mindre karakter” og skal derfor udføres af et autoriseret firma
Arbejdstilsynet understreger desuden, at autorisationskravet ikke kan omgås ved at dele en samlet opgave op i flere små delopgaver.
Oversigt: Gældende regler og foreslåede ændringer
Nedenfor følger en oversigt over gældende regler på asbestområdet og de ændringer, regeringen har lagt op til i regeringsgrundlaget:
| Emne | Gælder i dag | Foreslåede ændringer |
|---|---|---|
| Privat nedtagning af helt asbesttag | Nej. Et helt asbesttag skal som udgangspunkt nedtages af en autoriseret virksomhed. Private må kun udføre “kortvarigt nedrivningsarbejde af mindre karakter”. [1] | Regeringen vil gøre det lettere for private selv at udføre arbejdet, hvis det kan ske sundhedsmæssigt forsvarligt. [2] |
| Små asbestopgaver | Mindre asbestopgaver kan i nogle tilfælde udføres uden autorisation. Arbejdstilsynet nævner fx 4-6 tagplader ved ét tagvindue, enkelte fliser med asbestholdig fliseklæb og 1-2 rørbøjninger uden indgreb i isoleringen. [3] | Ingen konkret ændring meldt ud. |
| Privat asbestkursus | Der findes ikke en privat kursusordning i dag, som giver boligejere ret til at nedtage et helt asbesttag selv. De nuværende AMU-uddannelser er professionelle arbejdsmiljøuddannelser. | Regeringsgrundlaget nævner ikke en konkret model for, hvordan private i givet fald skal få adgang til at udføre arbejdet. [4] |
| Deponiafgift | Ved deponering af asbestaffald gælder der en statsafgift på 475 kr. pr. ton. Den samlede pris for aflevering kan dog være højere, fordi kommunale affaldsselskaber også kan have egne modtagepriser. [5] | Regeringen vil fjerne afgiften på deponi af asbest for private. [2] |
| Statsgaranterede lån | Den eksisterende ordning, “Lån på Landet”, handler om statsgaranti på en del af boliglån i landdistrikter og omfatter aktuelt ikke udskiftning af asbesttage. [6] | Regeringen vil undersøge, om ordningen med statsgaranterede lån kan udvides til udskiftning af asbesttage. [2] |
| Højtryksspuling af asbesttage | Nye dispensationer til højtryksspuling af asbesttage stoppede 21. december 2025, og tidligere dispensationer bortfalder 1. juli 2026. [7] | Ingen lempelse meldt ud. |
Kilder: [1] Arbejdstilsynet: Autorisation for nedrivning af asbest [2] Statsministeriet: Det politiske grundlag for firkløverregeringen [3] Arbejdstilsynet: Hvornår kan nedrivning af asbest udføres uden autorisation? [4] Folketinget/Retsinformation: Beslutningsforslag B 5 [5] Skatteministeriet: Satser for affalds- og råstofafgiftsloven [6] Erhvervsministeriet: Hjælpen til huskøbere i landdistrikter bliver styrket [7] Arbejdstilsynet: Nye regler på asbestområdet træder i kraft 21. december 2025
Hvornår træder de nye regler i kraft?
De nye regler er ikke trådt i kraft endnu, og regeringen har ikke offentliggjort en konkret dato for, hvornår de vil gælde.
Det taler dog for kort proces, at ændringerne om asbesttage står i regeringsgrundlaget under “Regeringens tiltag med effekt her og nu”. Samtidig er der et stærkt parlamentarisk grundlag for at gennemføre ændringerne, hvis regeringspartierne og støttepartierne også bakker op om de konkrete lovforslag, når de bliver fremsat.
Indtil ændringerne er gennemført i lov, bekendtgørelse el.lign., gælder de nuværende regler fortsat. Først når regeringen fremlægger sit lovprogram eller et konkret lovforslag, bliver den konkrete tidsplan mere klar.
Det taler dog for kort proces, at ændringerne om asbesttage står i regeringsgrundlaget under “Regeringens tiltag med effekt her og nu”.
Her er, hvad vi fortsat mangler svar på
Regeringen har meldt ud, at det skal gøres lettere for private at fjerne asbest, hvis det kan ske sundhedsmæssigt forsvarligt. Men der er endnu ikke fremlagt en konkret model, og derfor er flere centrale spørgsmål stadig uafklarede.
Hvem må udføre arbejdet?
Det er endnu ikke klart, om en ny ordning kun skal gælde boligejeren selv, eller om familie, naboer eller andre private må hjælpe.
Det er heller ikke klart, om private skal gennemføre et kursus, registreres eller have en form for begrænset autorisation.
Hvordan skal ansvar, forsikring og kontrol fungere?
En af de største uklarheder er, hvem der har ansvaret, hvis arbejdet udføres forkert, eller hvis der sker asbestforurening. Det er heller ikke beskrevet, hvordan en ny privatordning skal kontrolleres, eller hvilken betydning den kan få for forsikring og erstatningsansvar.
Hvordan passer det med de nuværende regler om undersøgelse og anmeldelse?
En hel tagudskiftning handler ikke kun om at tage tagplader ned. Der kan også være krav om forundersøgelse, anmeldelse og korrekt håndtering af byggeaffald, især ved større arbejder.
Det er derfor uklart, om en ny privatordning kun vil ændre, hvem der må nedtage taget, eller om den også vil ændre de øvrige pligter.
Hvem kan få statsgaranterede lån til udskiftning af asbesttag?
I dag kan kommende boligejere i landdistrikterne opnå finansiering til deres boligkøb i områder, hvor det kan være svært at få almindelig finansiering. Regeringen vil undersøge, om ordningen med statsgaranterede lån kan udvides til udskiftning af asbesttage.
Det kan blive meget relevant for boligejere, fordi et nyt tag ofte er en stor udgift. Men det er endnu ikke klart, hvem der i givet fald kan få lån, hvilke boligtyper der omfattes, om der kommer geografiske kriterier, og hvor store beløb der kan lånes.
Tidslinje: Sådan har reglerne for asbestsanering ændret sig
- Maj 2024: Folketinget vedtog en autorisationsordning for nedrivning af asbestholdigt materiale. Ordningen betød, at virksomheder fremover skulle være autoriserede for at udføre asbestnedrivning. [1]
- 1. januar 2025: Autorisationskravet trådte i kraft. Fra denne dato måtte private som udgangspunkt ikke længere selv nedrive et helt asbesttag, medmindre der var tale om kortvarigt nedrivningsarbejde af mindre karakter. [2]
- 31. januar 2025: 482 virksomheder havde fået autorisation til nedrivning af asbest. [3]
- 18. juni 2025: Nye regler om arbejdsmiljøfaglige asbestuddannelser blev fastsat. [4]
- 8. oktober 2025: Regeringen og flere partier indgik aftale om en national strategi om asbest. [5]
- 21. december 2025: En ny asbestbekendtgørelse trådte i kraft. Samtidig trådte nye uddannelseskrav i kraft, og Arbejdstilsynet stoppede med at give nye dispensationer til højtryksspuling af asbesttage. [6]
- 2. juni 2026: Firkløverregeringens politiske grundlag blev offentliggjort. Regeringen lagde op til lettere privat udførelse, fjernelse af deponiafgift for private og undersøgelse af statsgaranterede lån til udskiftning af asbesttage. Det er endnu ikke gennemført i reglerne. [8]
- 1. juli 2026: Tidligere meddelte dispensationer til højtryksspuling af asbesttage bortfalder. [6]
Kilder
[1] Arbejdstilsynet: Fra 1. januar 2025 skal virksomheder være autoriseret for at nedrive asbestholdigt materiale [2] Sikkerhedsstyrelsen: Fra 1. januar 2025 skal virksomheder være autoriseret for at nedrive asbestholdigt materiale [3] Sikkerhedsstyrelsen: Mere end 480 virksomheder er nu autoriseret til at nedrive asbest [4] Arbejdstilsynet: Uddannelse for asbestarbejde [5] Beskæftigelsesministeriet: Aftale om en national strategi om asbest [6] Arbejdstilsynet: Nye regler på asbestområdet træder i kraft 21. december 2025 [8] Statsministeriet: Det politiske grundlag for firkløverregeringen
Hvad er de nuværende regler for asbest?
Siden 1. januar 2025 har nedrivning af asbestholdigt materiale som udgangspunkt krævet autorisation, og private boligejere må derfor som udgangspunkt ikke selv fjerne asbesttag.
De nuværende regler indebærer bl.a.:
- Et helt asbesttag skal som udgangspunkt nedtages af en autoriseret virksomhed.
- Private må kun selv udføre kortvarigt nedrivningsarbejde af mindre karakter.
- Personer, der udfører asbestarbejde som led i en virksomhed, skal have den relevante arbejdsmiljøfaglige uddannelse.
- Før nedrivning, reparation eller vedligeholdelse af bygninger opført før 1990 skal det afklares, om der kan være asbest i de materialer, der berøres af arbejdet.
- Asbestarbejde skal anmeldes til Arbejdstilsynet på forhånd og senest tre dage før arbejdet går i gang.
- Asbestholdigt affald skal samles, transporteres i egnet lukket emballage, mærkes tydeligt som asbest og bortskaffes efter kommunens anvisninger. Regler for asbestaffald gælder både virksomheder og private.
Læs mere om gældende regler for asbestarbejde, autorisation, anmeldelse og affaldshåndtering i vores artikel her.